Medarbejdere er virksomhedernes vigtigste og mest troværdige ambassadører
Men er vi mon gode nok til at huske det?
Da jeg den anden dag hentede min 8 årige søn fra skole, havde vi den vanlige snak om, hvad de mon havde lavet i dag, og om han havde haft en dejlig dag. Det havde han.
Og vi talte derfor lidt om hvor dejligt det er, at han har sådan nogle gode lærere og klassekammerater. Hvortil han smilende sagde; ’Jamen mor, jeg er jo også bare super heldig, for jeg går jo på verdens bedste skole og i verdens bedste klasse.’ Hans svar gjorde mig glad helt ned i maven. Og sikke en ambassadør han er for den skole.
Det fik mig dog til at tænke… Gad vide hvor mange medarbejdere, der taler lige så begejstret om deres arbejdsplads, som min søn taler om sin skole? For den branding kan ikke købes for penge. Medarbejderne er virksomhedens vigtigste ambassadører. Og derfor er det også rarest, hvis de er gode ambassdører.
Hvorfor er medarbejderne vigtige ambassadører?
Medarbejderne er afgørende spillere, når det handler om at brande en virksomhed som arbejdsplads. Hver eneste medarbejder kan nemlig påvirke opfattelsen af arbejdspladsen i omverdenen – og altså sprede både gode og dårlige historier om virksomheden.
Det skyldes især de sociale medier, hvor medarbejdere deler alt lige fra stillingsopslag, billeder fra firmafester og afdelingsarrangementer til information om nylige fyringsrunder. Ligeså nemt det er at få positiv omtale, lige så nemt kan det modsatte ske.
Og det er ikke kun på de sociale medier, vi deler ud om vores arbejdsplads. Det gør vi også til private arrangementer, når vi henter i børnehaven eller kører med offentlig transport. Arbejdet er en meget stor del af vores identitet, og derfor fylder det også meget i vores fritid.
Hvordan skaber man gode medarbejderambassadører?
Det kræver en målrettet intern employer branding-indsats at sikre, at hver eneste medarbejder ikke bare er ansat i virksomheden, men også ambassadør for virksomheden.
Det kræver, at virksomheden har en retning og en vision samt troværdige værdier, som leves. Det kræver, at medarbejdere bliver set og hørt. At de involveres, at deres daglige indsats påskønnes og at succeserne fejres.
Det kræver med andre ord, at virksomheden arbejder målrettet med Employee Advocacy.
Og hvad er så Employee Advocacy?
Employee Advocacy (på dansk medarbejderambassadørskab) handler om aktivt at bringe sine medarbejdere i spil som ambassadører for virksomhedens brand. Det er altså en del af virksomhedens employer branding indsats.
Helt basalt er Employee Advocacy et forsøg på at engagere medarbejderne på fx Facebook og LinkedIn, så de i højere grad kan bidrage til at sprede arbejdsrelaterede budskaber fra deres egen profil, hvis de ønsker det.
Hvordan gør man ?
Det kan gøres på flere måder, og har I ikke allerede en tilgang til Employee Advocacy, vil jeg anbefale, at I laver en strategi for dette i netop jeres virksomhed. Der er helt klart flere fordele end ulemper for både virksomhed og medarbejdere.
Og har I ikke allerede en politik for brugen af sociale medier, så kunne det være en ide at starte her. Og lav gerne en politik med en positiv tilgang. Så der ikke kun er fokus på, hvad medarbejderne IKKE må gøre på de sociale medier, men også gerne med en henvisning til, hvordan de kan kan bruge deres sociale medier som et aktiv for virksomheden, hvis de har lyst.
Så er I allerede godt i gang.
Jeg kan hjælpe jer!
Jeg har erfaring med både Employee Advocacy og HR politikker.
Kontakt mig for en uforpligtende snak om, hvad I har brug for.